Jura lægger Vejle-OPS om affaldshåndtering dødt
VEJLE: Med udtryk som 'Vejle som foregangskommune inden for affald og genbrug' lancerede Vejle Kommune i oktober 2013 en ambitiøs plan om et Offentlig Privat Selskab - et OPS - der skulle etablere et moderne ressourcecenter.
Fire private virksomheder blev prækvalificeret til en konkurrencepræget dialog om dannelsen af OPS'et, der i samarbejde med AffaldGenbrug skulle administrere indsamlingsordninger for husholdningsaffald, drive kommunens genbrugspladser og drifte det nye ressourcecenter for affaldshåndtering.
Planerne er nu stillet i bero. Og overfor dknyt beskriver områdechef i Natur, Vej & Genbrug, Jørgen Chris Madsen, hvad der gik galt:
- Kammeradvokaten udtalte, at han ikke vurderede, at vores form for et fælles ejerskab levede op til miljølovgivningen, der jo blandt andet ikke giver kommuner lov til at indsamle erhvervsaffald.
- Vi havde af samme grund sikret os, at AffaldGenbrug ville få mindre end 50 pct. indflydelse i OPS'et, men det var åbenbart ikke nok. Så usikkerheden og udsigten til en eventuel retssag om det spørgsmål gjorde, at alle parter mistede lysten til at fortsætte.
- Det er jo rigtig ærgerligt, at vi har måttet indstille planen, for politikere taler ofte om nødvendigheden af samarbejde mellem det offentlige og det private, siger Jørgen Chris Madsen, der nu ligesom de øvrige involverede venter på en bebudet national evaluering af hele affaldssektoren.
Ressourcecenteret skulle ligge ved motorvejen i Vejle Nord, skulle rumme et sorteringsanlæg til organisk og genanvendeligt affald og ville få kapacitet til at aftage affald fra både offentlige såvel som private.
De fire prækvalificerede firmaer var: HCS A/S, Marius Pedersen A/S, Meldgaard Miljø A/S og RGS 90 A/S.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.